Tine blev boende i parcelhuset i Hillerød længe efter, at manden døde og børnene flyttede. Selvom det var et slid at holde haven, så skræmte tanken om plejehjem hende mere end noget andet. Men til sidst på datterens ihærdige opfordring, tog hun på rundtur blandt de mange nye seniorbofællesskaber og fandt det perfekte sted i Frederikssund, tæt på fjorden og stationen. Tine var ikke i tvivl; det var her, hun ville blive gammel.
Da de første diger blev bygget, var der helt forståeligt modstand. Men stemningen vendte hurtigt, da først stormfloderne tog til i styrke og hyppighed. Især da det gik op for folk, hvad den nye kyst kunne tilbyde af naturoplevelser. Karen var en af de første, som søgte om et statslån til at opføre et pontonhus ved en af de nye flydebroer. Hun måtte sige farvel til haven, men kunne til gengæld tage en morgendukkert fra terrassen.
Tom er femte generations landmand, men havde ingen interesse i at føre traditionen videre. Efter landbrugsreformen i slutningen af 2020’erne solgte han jorden til den Grønne Arealfond, og i dag er gården omdannet til et landbrugsfællesskab med regenerativt land- og skovbrug. Tom arbejder deltid efter omskoling via den Grønne Jobgaranti. Han bor i et lille statslånsfinansieret tiny house tæt ved stationen og kører frivilligt eldreven landsbybus for at være en del af lokalsamfundet.
Da Gry skulle aftjene sin grønne værnepligt ved at omdanne den firsporede indfaldsvej, der skar sig gennem Gladsaxe til en bygade med hurtigbus, tænkte hun at det passede elendigt. Men så snart hun hørte motorstøjen blive afløst af insekternes summen, besluttede hun sig for at tage orlov fra studiet for at søge et statslån til at bygge et fireetagers byhus i den nye by ved sammenfletningen.
Rikke voksede op i Hesnæs på Falster, men familien blev tvunget til at flytte, da stormfloderne tog til. Hun søgte derfor et statslån og byggede sammen med familien et flergenerationshus tæt på stationen i Vanløse. I stueetagen åbnede de Byens landhandel med lokalt producerede grøntsager og en café, som hurtigt blev et samlingspunkt blandt de lokale. Rikkes naboer nyder de tætte relationer, mens Rikke selv nyder at være en del af et livligt byliv, hun selv savnede som barn.
En decentral organisme vokser frem
Et bud på en robust transformation af Fingerplanen
Få skitseprojekter har haft så stor indflydelse på så mange danskeres liv, som ’Fingerplanen’. Med sit håndgribelige og klart aflæselige diagram har den udstukket retningen for hovedstadsområdets udvikling de sidste 75 år.
I bund og grund er ’Fingerplanen’ dog udtryk for en meget ydmyg tilgang til planlægning. En tilgang, der havde til formål at bygge videre på det, der allerede fandtes, og styrke dets fordele og afbøde dets ulemper.
””Fingerplanen sikrede, at byvæksten foregik langs en række hovedfærdsels-korridorer, der strakte sig som fingre ud over Sjælland fra ’håndfladen’ – Københavns centrum. Mellem ’fingrene’ friholdtes grønne korridorer, der rakte helt ind til byens centrum.”
Uddrag fra Kulturkanon (Kulturministeriet, 2004)
Men det regionale samarbejde, som banede vejen for Fingerplanen, er siden blevet afskaffet, og hovedstadsområdet står i dag tilbage uden en fælles retning for byudviklingen.
Som resultat forventer hovedstadskommunerne samlet set tre gange flere tilflyttere end de nationale prognoser. Umiddelbart virker byudviklingen i hovedstadsområdet altså snarere som et udtryk for et ønske end et reelt behov.
